Historie og betydning

Scrapbooking handler om at gemme minder i et album ved at samle fotos, små stykker papir og tekst på en dekoreret side. Forskellen fra et almindeligt fotoalbum er historien: Du skriver, hvad der skete, hvem der var med, og hvorfor det betød noget.

På en side, også kaldet et layout, kombinerer du som regel:

• et eller flere fotos
• baggrundspapir og pynt (embellishments)
• en titel og journaling, altså teksten til fotoene
• nogle gange rigtige minder, som en billet eller en kvittering

Du kan gøre det på papir, digitalt på computeren eller som en blanding af de to. Der er ingen rigtig eller forkert måde.

Læs også: Hvad er scrapbooking, og hvilken form passer til dig

Scrapbooking er ikke en moderne opfindelse: Folk har i århundreder klistret og skrevet minder ind i tomme bøger. I renæssancen førte lærde notesbøger med citater og fakta, og studerende lod venner skrive et bidrag i et album amicorum.

I 1800-tallet blev udklipsbogen for alvor populær. Der kom billigt tryksager som aviser og farvede billeder, og de blev klippet ud og klistret ind sammen med breve, digte og senere fotos.

Hobbyen, som vi kender den i dag, med syrefrit papir, særlige albums og egne butikker, opstod i 1980’erne i USA og bredte sig derefter til Europa.

Læs også: Scrapbogens historie, fra glansbilleder til journals

Scrapbooking er afslappende, fordi du arbejder med hænderne og holder hele din opmærksomhed på én ting. At klippe, arrangere og klistre kan virke som en slags meditation: Mange bekymrer sig mindre og er mere til stede i øjeblikket.

Det gør også noget ved dit humør:

• du ser tilbage på gode øjeblikke, og det giver ofte en varm følelse
• du gør noget færdigt, som du kan holde i hånden, og det føles godt
• at skrive om det, du har oplevet, kan hjælpe dig med at finde ro med det

Mange scrappere oplever, at det virker bedst, når du ikke prøver at gøre det for perfekt. Så snart en side skal noget, forsvinder roen.

Læs også: Hvorfor scrapbooking kan give ro og glæde

Ja, især nu. Tusindvis af fotos på din telefon ser du sjældent igen, mens et album ligger på bordet og helt af sig selv bliver slået op.

En bog på papir har et par ting, som en skærm mangler:

• du kan holde den, bladre i den og kigge i den sammen med andre
• du kan gemme rigtige ting i den, som en adgangsbillet eller en seddel med en andens håndskrift
• den afhænger ikke af en app, en konto eller et filformat, der måske ikke virker om tyve år

Digitalt og papir udelukker heller ikke hinanden. Mange scrappere vælger først deres bedste fotos ud digitalt og printer kun dem til deres album.

Læs også: Scrapbog, fotobog eller fotoalbum: hvad passer til dig

De mest kendte forløbere er commonplace book, album amicorum og poesibogen.

• Commonplace book: en notesbog, hvor man samlede citater, digte, opskrifter og fakta, ordnet efter emne.
• Album amicorum (på tysk Stammbuch): en vennebog fra 1500-tallet, især brugt af studerende, hvor venner og lærere skrev et ordsprog, deres navn og nogle gange en tegning eller et våbenskjold.
• Poesibog: den senere, mere hjemlige udgave, med små vers og glansbilleder.

I 1800-tallet klistrede folk desuden udklip og billeder ind i udklipsbøger. Ud af alle de vaner voksede scrapbogen: en bog, hvor du samler tekst, billeder og minder.

Læs også: Fra commonplace book til poesibog: scrapbookets forløbere

Ja, for mange kan det hjælpe, selvom det ikke virker for alle. At lave et album om en, du har mistet, giver dig tid til at dvæle ved den person, og sorgen får en form, du kan gøre noget med.

Scrappere fortæller ofte, at det føles, som om de er på besøg hos den anden et øjeblik. Resultatet er desuden noget, du kan dele med familien, for eksempel efter en begravelse.

Nogle tips:

• start i det små, med et par fotos, der betyder meget for dig
• skriv minder ned, mens de stadig er friske
• spring bare uskarpe fotos eller dubletter over
• hold en pause, hvis det bliver for tungt

Hvis sorgen bliver ved med at overvælde dig, så søg også støtte hos en anden. Et album erstatter ikke hjælp.

Læs også: Scrapbooking ved sorg og tab

Det bliver nogle gange brugt som et hjælpemiddel, men scrapbooking er ikke i sig selv terapi. Til gengæld bruges dele af det, kreativt arbejde, at se tilbage og at skrive, i behandling og støtte.

Et par eksempler:

• hos ældre og mennesker med demens hjælper fotos og albums med at hente minder frem og sætte samtaler i gang
• i sorgstøtte hjælper en mindebog med at finde ro med et tab
• at skrive om det, du har oplevet, kan hjælpe med at mindske stress og sortere i dine følelser

For dig selv må det bare være en afslappende hobby. Kæmper du med tristhed, angst eller traumer, er det et fint supplement til hjælp fra en professionel, men ikke en erstatning.

Læs også: Hvorfor scrapbooking kan give ro og glæde

Collagen som kunstform tilskrives som regel Georges Braque og Pablo Picasso, der omkring 1912 begyndte at klistre papir og andre materialer ind i deres kubistiske værker. Braque klistrede tapet med træmønster på en tegning, og Picasso brugte et stykke voksdug i et stilleben.

Men at klistre med papir er meget ældre. I Japan klistrede kalligrafer allerede århundreder tidligere små stykker papir på underlaget til deres digte, og i 1700-tallet lavede englænderen Mary Delany hundredvis af blomster af bittesmå papirstumper.

Ordet collage kommer af det franske coller, at klistre. Efter kubisterne tog blandt andre dadaisterne det videre med fotomontager af udklippede fotos.

Læs også: Sådan opstod collagen: fra Picasso og Braque til Hannah Höch

Mark Twain syntes, at det var så besværligt at klistre ind, at han selv fandt på en udklipsbog, som han fik patent på i 1873. Siderne havde allerede et lag tør lim. Du skulle bare gøre det vådt for at klistre et udklip på, lidt ligesom med et frimærke.

Udklipsbogen blev solgt i forskellige udgaver og var en af hans mest succesfulde forretningsidéer. Den viser, hvor almindeligt det var i 1800-tallet at gemme avisudklip og billeder.

For dem, der scrapper i dag, er det mest en sjov detalje. Limen dengang var ikke syrefri, så den slags gamle udklipsbøger misfarves og bliver ofte skrøbelige.

Læs også: Scrapbogens historie, fra glansbilleder til journals

Fordi der for første gang var masser af smukke og billige tryksager at gemme. En ny trykteknik, kromolitografi, gav farverige billeder, kort og reklamebilleder, og de blev i stor stil klippet ud og klistret ind.

Samtidig kunne flere og flere læse, og aviser og blade blev overkommelige i pris. Det, man syntes var smukt eller vigtigt, klippede man ud: digte, artikler, opskrifter.

Det var især kvinder, der førte udklipsbøger, som en slags billeddagbog. Veninder byttede billeder og viste hinanden deres albums. Glansbillederne, der senere endte i poesibøger, stammer fra den tradition. Da fotografiet kom frem, kom fotos efterhånden med.

Læs også: Scrapbogens historie, fra glansbilleder til journals

Det skete i 1980’erne i USA. Interessen for slægtsforskning og familiehistorie voksede, og samtidig blev folk mere opmærksomme på, at fotos i almindelige albums blev misfarvede og beskadigede.

Firmaer begyndte at sælge albums og papir, der var sikre for fotos, med vejledning i, hvordan man laver en flot side. Der kom workshops, scrapbookingbutikker, blade og arrangementer, hvor folk arbejdede på deres albums sammen.

Fra 1990’erne bredte hobbyen sig til Europa, også til Holland og Belgien. Senere kom digital scrapbooking, sociale medier og nye former som junk journals til.

Læs også: Scrapbogens historie, fra glansbilleder til journals

Nej, men det har ændret sig. Toppen med store scrapbutikker i hver by er forbi, og samtidig er der kommet nye former til: junk journals, pocket scrapbooking, rejsedagbøger og digital eller hybrid scrapbooking.

Det, der bliver ved, er trangen til at holde fast i minder i noget, du kan bladre i. Netop fordi fotos nu mest ligger på telefoner, genopdager mange at klistre.

Det går også i bølger for den enkelte. Mange scrappere har perioder, hvor de i årevis ikke laver noget og så alligevel starter igen, ofte med en anden stil eller et mindre format end før. Det hører med.

Det bestemmer du selv, og de fleste scrappere gør lidt af begge dele. En stor gruppe er især memory keepers: Fotoene og historien kommer først, og pynten hjælper bare med at vise dem frem.

Andre scrapper mest for selve skabelsens skyld. De arbejder med maling, stempler og lag og bruger nogle gange slet ikke egne fotos. Det ligger tæt på art journaling.

Et godt spørgsmål at stille dig selv: Vil jeg have, at nogen forstår det her om tredive år? Så er navne, datoer og et par sætninger tekst vigtigere end endnu et lag pynt. Handler det om glæden i dag, må det lige så godt være rent kreativt.

Læs også: Art journaling: sådan kommer du i gang

Nej, det har altid også været en hyggelig aktivitet. Allerede i 1800-tallet viste veninder hinanden deres udklipsbøger og byttede billeder.

I dag kan du scrappe sammen med andre på flere måder:

• til en crop: en eftermiddag, aften eller weekend, hvor scrappere arbejder på sider sammen med deres egne ting
• derhjemme med et par veninder eller med dine børn eller børnebørn
• i en klub eller på en workshop
• online, ved at dele dit arbejde og være med i udfordringer

At arbejde sammen giver ofte nye idéer, og du får mere gjort færdigt end alene. Til et album om din familie er det desuden praktisk, at andre kan supplere med navne og historier.

Læs også: Scrap sammen: crops og scrapeftermiddage

En commonplace book er en notesbog, hvor du samler alt, hvad du synes er værd at gemme: citater, digte, ordsprog, opskrifter, breve og fakta. Den var især populær fra renæssancen blandt lærde, studerende og forfattere.

Forskellen fra en dagbog: En dagbog følger dagene og handler om, hvad du føler, mens en commonplace book er ordnet efter emne og beregnet til, at man kan finde tingene igen senere. Der hørte ofte stikord og et register med.

Den regnes for en af forløberne for scrapbogen og for den moderne journal. Hvis du i dag fører en lille bog med yndlingscitater eller en bullet journal med samlelister, gør du egentlig det samme.

Læs også: Fra commonplace book til poesibog: scrapbookets forløbere

Der er ikke noget fast hollandsk ord for det; de fleste siger bare scrapbooken eller scrappen. Det ældre ord plakboek kommer tættest på, men det får en snarere til at tænke på et hæfte med avisudklip eller billeder.

Scrapbook kommer af det engelske scrap, en stump eller en rest, og book. Det er altså bogstaveligt en bog med udklip.

Også i andre sprog er det engelske ord blevet overtaget. Fagudtryk som layout, journaling og embellishments bruges som regel også på engelsk på hollandsk.

Læs også: Scrapbooking-ord forklaret, fra brads til vellum

Forskellen ligger i materialet og dybden.

• Papier collé: et værk, der udelukkende er lavet af klistret papir. Udtrykket stammer fra Braques og Picassos arbejde omkring 1912.
• Collage: det bredere begreb, med papir og også andre materialer som stof, fotos, maling eller tegninger. Som regel forbliver det fladt.
• Assemblage: den tredimensionelle variant, hvor rigtige genstande sættes sammen, som knapper, træ eller metal.

I en scrapbog eller journal støder du på alle tre. En side med kun lag af papir er en papier collé, med fotos og stof en collage, og så snart du klistrer tykke genstande på, bevæger du dig over mod assemblage.

Læs også: Sådan opstod collagen: fra Picasso og Braque til Hannah Höch

Nej. Det billede kommer især fra industrien, der siden 1980’erne har solgt albums, papir og pynt, men i bund og grund har du kun brug for fotos, papir, lim, en saks og en pen.

Før i tiden klistrede folk bare det ind, de havde: avisudklip, kort, billeder og breve. Det virker stadig. En junk journal er endda helt bygget på det, du ellers ville smide ud.

Mange erfarne scrappere advarer mod presset for at gøre det rigtigt med de nyeste ting. Det handler om din historie, ikke om samlingen. Det er dog klogt at bruge syrefrit papir og fotosikker lim til fotos, så dit album holder længe.

Læs også: Scrapbooking på et lille budget

Ofte ja, også selvom de ser rodede ud. En gammel udklipsbog viser, hvad nogen syntes var vigtigt, hvilke billeder der var moderne, og hvordan hverdagen så ud. Det står sjældent skrevet ned på samme måde andre steder.

Alligevel går mange albums tabt, fordi der ikke er nogen, der vil have dem, eller fordi de er upraktisk store og skrøbelige.

Det kan du gøre:

• lad albummet være helt, og tag ikke noget ud af det
• opbevar det mørkt og tørt og ikke på loftet eller i kælderen
• scan eller fotografér siderne, så familien kan se dem uden at beskadige albummet
• skriv ned, hvad du ved om, hvem der lavede det

Et lokalarkiv eller en kulturarvsinstitution er nogle gange interesseret.

Læs også: Lav et familiealbum med gamle fotos og dokumenter

En udbredt forklaring er, at det at gemme giver noget at holde fast i. I perioder med krig, sygdom eller frygt fører folk oftere dagbøger og udklipsbøger, fordi de på den måde ordner noget, som ellers ligger uden for deres kontrol.

Scrapbooking hjælper på et par måder:

• du retter din opmærksomhed mod noget lille og overskueligt
• du ser på det, der var godt, og det, der blev ved
• du fastholder, hvad der sker, også til senere

Det er ingen lov, men måske kan du genkende det hos dig selv: I en travl eller tung periode kan en time med at klippe og klistre give meget ro. Der behøver ikke komme noget flot ud af det, det er selve det at lave noget, der tæller.

Læs også: Hvorfor scrapbooking kan give ro og glæde