Fra commonplace book til poesibog: scrapbookets forløbere

Scrapbooket, som vi kender det i dag, med papir på 30,5 × 30,5 cm og en kasse fuld af embellishments, er ungt. Idéen bag er flere hundrede år gammel: en tom bog, som du fylder med det, du vil huske. Bladrer du tilbage i historien, møder du en hel familie af samlebøger. Nogle står stadig i arkiver, og en af dem ligger sikkert på din mors loft.

Commonplace book: en bog fuld af læst visdom

En commonplace book er en personlig notesbog, hvor du samler det, du støder på og gerne vil gemme. Citater fra bøger, ordsprog, digte, opskrifter, breve, noter, nogle gange en tabel eller et regnestykke. Navnet kommer fra den klassiske retorik, hvor »fællessteder« var de faste emner, man ordnede sine argumenter og eksempler under.

Forskellen fra en dagbog er vigtig. En dagbog følger datoerne og handler om dig selv. En commonplace book er ordnet efter emne og handler om det, du henter ind udefra: kærlighed, tro, politik, helbred eller de overskrifter, du selv finder på. Det er et redskab til at huske og finde tilbage.

Vanen er flere hundrede år gammel og blev især populær fra renæssancen. I England og andre steder førte studerende, lærde og læsere, der ville gemme meget, sådan en bog. Nogle førte en hele livet. Filosoffen John Locke beskrev endda sin egen metode til at ordne og indeksere sådan en bog, så man kunne finde et citat igen mange år senere.

Senere kom der også udklip, tegninger og tørrede blomster i. Her begynder linjen til scrapbooket at blive synlig. Fører du i dag en journal med smukke sætninger fra bøger, gør du i virkeligheden præcis det samme.

Album amicorum: venskab på papir

Det andet ankerpunkt er album amicorum, latin for venskabsbog. På tysk hedder den Stammbuch, på gammelt nederlandsk også vriendenboek eller vrundboeck.

Skikken opstod omkring midten af 1500-tallet, højst sandsynligt ved universitetet i Wittenberg, Luthers by. Studerende bad deres lærere og medstuderende om en underskrift, et citat eller et ordsprog i deres bog. Først skete det på de tomme sider i en bibel eller en trykt bog. Forlæggerne så efterspørgslen og begyndte at trykke bøger med ekstra tomme sider og siden små bøger med kun tomme blade.

Et bidrag havde faste dele. En hilsen, et digt eller citat, sted og dato, et personligt motto og skribentens navn, ofte med fakultet og fødeby. Mange bidrag sluttede med en formel, der betød noget i retning af: Jeg skrev dette, for at du skal tænke på mig.

Det, der ofte falder i øjnene: Teksten stod som regel til højre, og til venstre var der plads til billeder. Et malet familievåben, en pennetegning, et lille papirklip, senere også indklistrede billeder. Kunne man ikke tegne, kunne man i 1700-tallet købe fortrykte blade med et kobberstik af en universitetsby eller en scene fra studenterlivet. I senere albummer kom der også broderede kanter, hårlokker og pressede blomster i.

Studerende rejste fra universitet til universitet og tog deres album med. Dermed blev det mere end et minde. En underskrift fra en kendt professor virkede som en anbefaling ved det næste universitet, en slags referenceliste før ordet fandtes.

Skikken stod især stærkt i de tysktalende lande, Nederlandene og Skandinavien. Også i Holland er der bevaret alba amicorum fra 1500-tallet med bidrag på nederlandsk, fransk og latin. Det Kongelige Bibliotek i Haag (Koninklijke Bibliotheek) har en stor samling af dem.

Fra venskabsbog til poesibog

Skikken tog af i slutningen af 1600-tallet, men vendte tilbage i 1700- og 1800-tallet, nu også blandt borgerskabet og kvinder. Løse blade i en kassette blev populære, så flere venner kunne skrive på samme tid. I 1800-tallet blev venskabsbogen oftere og oftere noget for unge kvinder og senere for piger.

Det er herfra, poesibogen, på nederlandsk poesiealbum, kommer. Det nederlandske navn er, som det ofte fortælles, en munter misforståelse. De første bøger kom fra Tyskland og havde ordet Poesie, tysk for poesi, på omslaget. I Holland udtalte man det med oe-lyden fra poes (kat), og sådan blev det hængende.

Mønstret kender du måske. Et barn, som regel en pige i skolealderen, låner sit album ud til familie, veninder og lærerinden. Til højre kommer et lille vers, ofte skrevet af efter et andet album, med en underskrift som »til minde om din veninde«. Til venstre kommer et glansbillede, og bogstaverne bliver pyntet.

Også poesibogen fortæller om sin tid. I 1800-tallet læser du mest formaninger om at leve dydigt og gudfrygtigt. Også politik kunne snige sig ind, som i tyske albummer fra 1930’erne og 1940’erne. Senere blev tonen løsere og mere legende.

Glansbilleder og victorianske udklipsbøger

Glansbilledet har sin egen historie. I 1800-tallet gjorde farvelitografien det muligt at trykke billeder i klare farver billigt. Engle, blomster, børn, dyr, fugle, sommerfugle. De blev trykt på ark og stanset ud i relief, så de var nemme at tage løs. I Holland hedder de glansplaatjes eller poesieplaatjes, i Tyskland Glanzbilder eller Oblaten, i Danmark glansbilleder.

Victorianske damer og børn samlede dem i udklipsbøger sammen med reklamekort, lykønskningskort, udklip fra aviser og blade, digte og opskrifter. Sådan en udklipsbog ligger tæt på det, vi i dag kalder scrapbooking: ikke kun at skrive, men at klippe, arrangere og klistre. Da fotografiet kom til, dukkede der også fotos op, først i venskabsbøger og senere i deres egne albummer.

Dengang var det besværligt at klistre med limkrukke og pensel. Mark Twain, en ivrig klipper, fik derfor patent på en udklipsbog med lim, der allerede sad på siden, og som man bare skulle fugte. Den blev en kommerciel succes.

Grangerizing: en bog, der vokser ud af sine bånd

En lidt glemt sidegren er grangerizing, også kaldet ekstra-illustrering. Den er opkaldt efter James Granger, en engelsk præst, der i 1700-tallet udgav en biografisk historie om England. Læserne begyndte selv at finde portrætter af de omtalte personer og satte dem ind i bogen.

Samlere gjorde det til en sport. De købte tryk, portrætter og kobberstik, klippede dem nogle gange ud af andre bøger og fik bogen genindbundet med alt det ekstra materiale. En bog i ét bind kunne på den måde vokse til en række tykke bind. Blandt bogelskere fik det derfor et dårligt ry: For én udvidet bog blev der nogle gange skilt andre bøger ad.

Princippet kender alle scrappere. Du tager noget, der allerede findes, og gør det til dit eget ved at tilføje billeder og papir. En altered book, en eksisterende bog, du klistrer og maler på, til den bliver din egen journal, er en moderne fætter.

Hvorfor disse bøger er så værdifulde i dag

Det, der engang var et personligt minde, er i dag en kilde for historikere. Et album amicorum viser, hvem der kendte hvem, hvor og hvornår. Du kan følge en students rejse gennem Europa og se, hvilke professorer han besøgte.

Bøgerne viser håndskrift fra mange tider, og hvordan folk skrev deres navn, når det ikke drejede sig om et officielt dokument. De viser, hvilke digtere og ordsprog der var på mode, hvad folk syntes var vigtigt, og hvordan de tænkte om venskab. Af forbudte studenterforeninger findes der nogle gange mest spor i sådanne albummer, af og til i hemmelig skrift.

For poesibøger og udklipsbøger gælder det samme i mindre skala. De viser, hvilke vers børn gav hinanden med på vejen, hvilke billeder man kunne købe, og hvad der blev anset for normalt i en bestemt tid. Derfor samler museer og arkiver på dem og bevarer dem helst samlet, for også rækkefølgen og sammensætningen fortæller noget.

Hvad du kan tage med til din egen bog

Det fine ved disse forløbere er, at de viser, hvor lidt der egentlig har ændret sig. Folk har altid villet holde fast i det, der rørte dem, og dele det med dem, de holdt af.

• Skriv, hvem, hvor og hvornår. Det, der er selvfølgeligt for dig, er om hundrede år det første, nogen vil vide.
• Lad andre skrive i din bog. En gæstebogsside til en fødselsdag er et album amicorum i det små.
• Saml også ord. En side med sætninger fra bøger, der rørte dig, er en commonplace book.
• Pas godt på din egen gamle poesibog: tørt, mørkt og ikke i en lukket plastikpose eller pvc-lomme.

Har du nogensinde skrevet et vers i en andens poesibog, står du i en lang række. Den begyndte med en student i Wittenberg, der bad sin professor om et ordsprog.