Sådan opstod collagen: fra Picasso og Braque til Hannah Höch

Når du klistrer en avisstrimmel, en kassebon og en blomst fra et blad oven på hinanden i en journal, gør du noget, der for godt hundrede år siden blev set som en lille revolution. Collagen er i dag så almindelig, at vi glemmer, at nogen engang gjorde det for første gang. Historien er overraskende sjov, og den giver dig et par brugbare idéer til dine egne sider.

Hvor ordet kommer fra

Collage kommer fra fransk. Verbet coller betyder at klistre eller lime, og colle er lim. Ordet siger altså ikke mere end: noget, der er klistret.

De kunstnere, der gjorde teknikken stor, brugte først et andet udtryk: papier collé, klistret papir. Først senere blev collage samlebetegnelsen for alt, hvad du klistrer på en bund, hvad enten det er papir, stof, fotos eller små genstande. Rager værket tydeligt ud i rummet, taler man snarere om en assemblage.

Surrealisten Max Ernst bemærkede senere tørt, at det ikke er limen, der gør collagen. Der er noget om det. Det handler ikke om at klistre, men om det, der sker, når du sætter ting ved siden af hinanden, som ikke hører sammen.

Man har klippet og klistret i århundreder

Picasso og Braque kaldes tit collagens opfindere, men at klippe og klistre er meget ældre. Japanske kalligrafer skrev allerede omkring det tolvte århundrede deres digte på ark, der var sat sammen af revet og farvet papir, nogle gange med guld og sølv. I Kina udviklede papirklip sig.

I Europa klistrede folk i århundreder alt muligt ind i albummer. I det attende århundrede begyndte englænderen Mary Delany som 72-årig at lave botaniske ’mosaikker’ af bittesmå stykker farvet papir. Hun lavede næsten tusind. I det nittende århundrede klippede victorianske damer fotos ud og klistrede dem ind i tegnede eller malede kulisser, årtier før kubisterne. Og valentinskort, udklipsbøger og poesibøger var fulde af udklippede billeder.

At alt dette længe blev set som husflid og ikke som kunst, vender vi tilbage til længere nede.

Papier collé hos Picasso og Braque

I 1912 skete der noget i malerkunsten. Pablo Picasso og Georges Braque arbejdede dengang tæt sammen om kubismen, en måde at male på, der skiller genstande ad i flader og viser dem fra flere sider på én gang.

I foråret 1912 lavede Picasso et lille stilleben, hvor han klistrede et stykke voksdug på, der var trykt med flettemønstret fra et stolesæde af kurveflet. Rundt om det ovale lærred lagde han et reb som ramme. Et ægte stykke virkelighed midt i et maleri: Det var nyt.

Senere samme år så Braque i en butik tapet, der efterlignede træ. Han købte en rulle, klippede stykker ud og klistrede dem på en kultegning af en frugtskål og et glas. Det regnes for den første papier collé. Picasso var straks begejstret. I månederne efter lavede de sammen flere dusin, med avissider, etiketter, noder, cigaretpapir og spillekort.

Hvorfor var det så særligt? En maler havde altid efterlignet virkeligheden med maling. Nu sad der et ægte stykke avis på lærredet, med ægte bogstaver. Avispapiret var på samme tid en flade i kompositionen, et stykke gråt, og en henvisning til dagens nyheder. Legen mellem det, noget er, og det, det forestiller, gjorde collagen til en seriøs kunstform.

Dada: at klippe som protest

Under Første Verdenskrig samledes en gruppe kunstnere i Zürich, som ville gøre krigen, den borgerlige orden og selve kunsten til grin. De kaldte sig Dada. Det begyndte i 1916 i Cabaret Voltaire. Hans Arp lod tilfældet arbejde med: Han lod papirstumper falde og klistrede dem fast, hvor de landede.

Dada bredte sig hurtigt til Berlin, og der blev collagen skarpere. Kunstnere klippede fotos ud af aviser og blade og satte dem ind i en ny, ofte bitter sammenhæng. Det kaldte de fotomontage. Berlins dadaister så ikke sig selv som kunstnere, men som montører: folk, der sætter det sammen, som allerede findes.

Hannah Höch: saksen som skarp kniv

Den mest kendte kvinde i den kreds er Hannah Höch (1889-1978). Sammen med Raoul Hausmann udviklede hun fotomontagen, og hun regnes for en af dens opfindere.

Hendes mest kendte værk har en titel, der allerede er en collage: Schnitt mit dem Küchenmesser Dada durch die letzte Weimarer Bierbauchkulturepoche Deutschlands, nogenlunde ’snit med Dadas køkkenkniv gennem Tysklands sidste Weimar-ølmavekulturepoke’. Det er et stort, travlt værk fuld af udklippede hoveder af politikere, militærfolk og kunstnere, med maskiner, menneskemængder og løse bogstaver ind imellem.

Det, der springer i øjnene, er køkkenkniven. Höch brugte bevidst et billede fra hjemmet, og hun arbejdede i årevis på et forlag, hvor hun lavede håndarbejdsmønstre til dameblade. Hun klippede i dameblade, modebilleder og broderimønstre og satte dem ved siden af billeder af magt og teknik. Sådan viste hun, hvordan kvinder blev fremstillet i medierne, og hun stillede spørgsmål ved 1920’ernes nye kvinde. Trods sit talent fik hun mindre anerkendelse inden for Dada end sine mandlige kolleger.

Kurt Schwitters og Merz

I Hannover arbejdede Kurt Schwitters (1887-1948) på sin egen måde. Han samlede det op, som andre smed ud: sporvognsbilletter, etiketter, stykker pap, snor, tråd, knapper, emballage. Af det lavede han collager, der er roligt og omhyggeligt bygget op, mere poetiske end aggressive.

Han kaldte sit arbejde Merz. Ordet kom fra en udklippet annonce fra en bank, hvor der af ordet Kommerz kun var det lille stykke tilbage. Merz blev for Schwitters mere end et navn. Det stod for en hel måde at arbejde på: Alt kan være materiale, og kunstneren giver det en ny plads.

Han gik længere og længere. I sit hus i Hannover byggede han i årevis på Merzbau, en collage, der voksede til et rum, man kunne gå igennem. Det gik tabt under Anden Verdenskrig og kendes kun fra fotos og rekonstruktioner.

Hvis du laver en junk journal af bonner og emballage, er du tættere på Schwitters, end du måske tror.

Femmage: kvinder og collagetraditionen

I 1970’erne kiggede to amerikanske kunstnere, Miriam Schapiro og Melissa Meyer, på den historie igen. De spurgte sig selv, hvorfor collagen først blev regnet for kunst, da Picasso lavede den. Kvinder havde klippet, klistret, broderet, samlet og syet i århundreder. De lavede quilter af stofrester, udklipsbøger, albummer, valentinskort og pyntede æsker.

Schapiro og Meyer gav den praksis et navn: femmage. En sammentrækning af femme, kvinde, og endelsen fra collage og montage. De beskrev det sidst i 1970’erne i et essay. Femmage kombinerer papir og billeder med hjemlige materialer som stof, blonder, knapper og sting og gør hverdagslivet til både emne og arbejdsmetode.

Det, der gør deres idé så stærk: Den stiller scrapperen, quilteren og kvinden med udklipsbogen i samme linje som de store navne. Forskellen lå aldrig i teknikken, men i hvem der måtte lave kunst.

Fra kunstværk til journal

Efter Anden Verdenskrig blev collagen brugt overalt: i popkunsten, i mail art, i bogillustrationer og i reklamer. Med computeren havnede klip og indsæt som ord i hver eneste menu. Samtidig levede den håndlavede collage videre, i kunsten og uden for den.

Art journal og junk journal er direkte arvinger efter alle de strømninger. Du arbejder med fundne materialer, du stabler lag, du lader kanterne ses, du kombinerer billede og tekst. Den hænger bare ikke på en museumsvæg, men står i en bog, du slår op.

Hvad du kan lære af de kunstnere

• Brug ægte ting. En billet, et stykke tapet eller en kuvert fortæller mere end et billede af den. Picassos stykke voksdug virker, fordi det er ægte.
• Sæt modsætninger ved siden af hinanden. Höch kombinerede det hjemlige med det politiske, blødt med hårdt, og det gjorde hendes værker stærke. Et modebillede ved siden af en togbillet bliver til en historie.
• Kig på dit affald. Schwitters viste, at kasseret materiale har udtrykskraft. Gem en lille æske til bonner, etiketter og emballage med flotte bogstaver.
• Lad kanterne ses. Revne og groft klippede kanter viser, at noget er klistret på, og det er netop charmen.
• Brug ord som billeder. Løse bogstaver og avisstumper er hos kubisterne grå flader og samtidig tekst. Et par udklippede ord kan være din journaling.
• Tænk over sammenhængen. Et billede skifter betydning efter det, der ligger ved siden af. Prøv at flytte rundt, før du klistrer.
• Tag din egen tradition alvorligt. Det, du laver ved bordet med saks og lim, har kvinder gjort i århundreder. Det er ikke pjat med papir, det er et håndværk.

Læg i morgen tre ting ved siden af hinanden, som intet har med hinanden at gøre: en etiket, et foto, et ord fra avisen. Flyt rundt, til der sker noget. Sådan begyndte det også i 1912.