Digitalisér gamle album uden at skade dem

På din mors loft står en stak album. Sorte sider med hvid blyantskrift, et babyalbum med et bånd, en feriebog fra halvfjerdserne med klæbefolie. Alle i familien vil gerne have dem, og der findes kun ét eksemplar af hvert. Digitalisering løser det, men kun hvis du gør det, så albummene ikke tager skade, og filerne stadig kan bruges om tyve år.

Hvorfor gamle album er besværlige

Et løst foto lægger du på en scanner, og så er det klaret. Et album er en anden sag. Ryggen er ofte stiv eller allerede knækket, og trykker du en tyk bog fladt ned på glaspladen, kan du mærke indbindingen knage. Sider af gammelt, surt papir er skrøbelige og revner ved kanten.

Derudover sidder fotos ofte fast. Med lim, med fotohjørner, der tørrer ud, eller under folien i et selvklæbende album, også kaldet magnetalbum. I den sidste slags er limen efter mange år ofte blevet så hård, at fotoet ikke kan komme af uden skader. Og i gamle scrapbooks ligger der nogle gange udklip, kort og tørrede blomster, der er så tykke, at omslaget ikke engang kan lukkes.

Det handler altså ikke om lige hurtigt at køre det hele gennem scanneren. Se først på hvert album, hvad det kan tåle.

Først hele siden, så fotoene

Uanset hvordan du griber det an, så start med et billede af hver hel side. Så bevarer du layoutet, som skaberen tænkte det: hvilke fotos der hører sammen, de håndskrevne billedtekster, kortene imellem. Går der senere noget galt, når du løsner eller flytter noget, har du i hvert fald fået dokumenteret, hvordan det var.

Derefter tager du, hvor det er muligt, separate billeder af de vigtige fotos. Dem bruger du til at printe, forstørre eller bruge i et nyt album.

Scanne eller fotografere

En flatbedscanner giver det skarpeste og mest ensartede billede. Den er ideel til løse fotos, løse sider og album med en løs indbinding, som skruealbum eller ringbind, hvor du kan tage bladene ud. Læg så bladet på glasset, ikke hele bogen.

Til tykke, indbundne eller skrøbelige album er det mere sikkert at fotografere. Albummet bliver liggende, og du flytter kun kameraet. Sådan gør du:

• Læg albummet på et bord ved vinduet, med lys fra siden. Direkte sollys giver hårde skygger og genskin.
• Støt den åbne bog med et sammenrullet håndklæde eller en lille pude under omslaget, så ryggen ikke skal helt ned at ligge fladt.
• Hold kameraet eller telefonen lige over siden, helst på et stativ. En skæv vinkel giver forvrængede billeder.
• Fjern plastikken fra siden, hvis det kan gøres uden besvær. Sidder folien fast, så fotografér skråt nok til at undgå spejlinger, og ret perspektivet bagefter.
• Brug ikke blitz.

En moderne telefon giver fine resultater til familiebrug. Et systemkamera eller spejlreflekskamera giver flere detaljer, og det mærker du, hvis du senere vil forstørre et foto.

En side på 30,5 × 30,5 cm (12 × 12 tommer) kan ikke være på en almindelig A4-scanner. Du kan scanne den i to dele og sætte dem sammen bagefter, men det kræver lidt øvelse med billedprogrammer. Så er det ofte nemmere at fotografere.

Opløsning og filformat

Opløsning ved scanning angives i dpi, antallet af billedpunkter per tomme. Til et print i fuld størrelse er 300 dpi nok. Vil du en dag printe et foto større eller zoome ind på ansigter, så scan højere: 600 dpi er et godt valg til de fleste fotos. Små fotos, som de små kontaktkopier fra gamle album, scanner du i 1200 dpi eller mere. Højere kan også lade sig gøre, men så bliver filerne så store, at din computer kan få svært ved dem.

Når du fotograferer, gælder dpi ikke, men antallet af pixels. Fyld billedet så meget som muligt ud med siden eller fotoet, så får du mest ud af dit kamera. Tag hellere et separat nærbillede af et vigtigt foto end at klippe det ud af et billede af hele siden bagefter.

Til filformatet har du to gode valg:

• TIFF gemmer alt uden kvalitetstab. Filerne er store, men det er din master, den fil, du aldrig rører igen.
• JPEG er mindre og virker overalt. Vælg den højeste kvalitet, mindst 90 procent. Gem ikke en JPEG igen og igen efter redigering, for hver gang går der lidt kvalitet tabt.

At konvertere en JPEG til TIFF senere gør den ikke bedre. Så vælg fra starten. En udbredt fremgangsmåde er en master i TIFF eller som JPEG i topkvalitet og ved siden af en mindre kopi til deling.

Redigerer du fotoene, for eksempel beskærer, retter op eller frisker farverne op, så gør det på en kopi. Lad masteren være, som den kom ud af scanneren.

Tage ud eller lade sidde

Tag kun fotos ud, der nemt kan løsnes, som fotos i hjørner eller i lommer. Alt, der er limet fast, lader du bare sidde, mens du digitaliserer. Det tager tid at løsne dem, og nogle gange går noget galt; det er en opgave for sig, til senere og med tålmodighed.

Tager du fotos ud af albummet, så kig først på bagsiden. Der står ofte navne, datoer eller et stempel fra fotografen. Scan eller fotografér bagsiden med, for de oplysninger hører til fotoet. Og læg dem bagefter tilbage på præcis samme sted, hvis rækkefølgen er vigtig for historien.

Husk også, at selve albummet har værdi. Valget af fotos, billedteksterne i en kendt håndskrift, rækkefølgen: Det går tabt, hvis du skiller det hele ad.

Navne, du kan finde igen

En mappe fuld af filer med navne som IMG_4032 er ubrugelig efter et år. Find på en fast struktur på forhånd, og hold dig til den. Et system, der virker godt:

• En mappe per album med et genkendeligt navn, for eksempel album-oma-annie-1955-1965.
• Filer nummereret efter siderækkefølge og med albummet i navnet: oma-annie-p012.tif for en hel side, oma-annie-p012-03.tif for det tredje foto på den side.
• Start med årstallet, hvis du kender det, som 1962-strand-scheveningen-p012-03.tif. Så sorterer filerne sig selv efter tid.

Brug små bogstaver, bindestreger i stedet for mellemrum og ingen tegn som skråstreger eller koloner. De giver bøvl senere på andre computere.

Håndskrevne billedtekster og det, du ved om et foto, kan du skrive i filens beskrivelse, metadataene. Mange billedprogrammer har et felt til det. Eller hold en simpel tekstfil i mappen med, hvem der er på billedet, og hvad du ved, for hvert filnavn. Spørg ældre familiemedlemmer, om de vil kigge med, mens det stadig er muligt, for de ved ofte, hvem folkene på billederne er.

Gem det mere end ét sted

En scanning på én bærbar er lige så sårbar som albummet på loftet. Sørg for, at dine filer ligger mindst to steder, for eksempel på en ekstern harddisk og i skyen, og helst med én kopi uden for dit eget hjem. En kopi hos en bror eller søster tæller også. Tjek en gang imellem, at filerne stadig kan åbnes.

Vil du også se siderne som en bog på en hylde og dele dem med dem, du vil, så er en app som Scrappd lavet til netop det.

Hvad gør du med originalerne

Smid ikke noget ud, heller ikke når alt er scannet. En scanning fastholder det, du kunne se i øjeblikket; originalen indeholder ofte mere. Det gælder især negativer: Gem dem altid, for de indeholder mere information, end en første scanning får med.

Stil albummene et køligt, tørt sted med en jævn temperatur, hellere i et skab i stuen end på loftet eller i kælderen. Stående eller liggende, men ikke klemt tæt inde mellem andre bøger. Er der løse sider, knækkede indbindinger eller fotos, der sidder helt fast, kan en konservator hjælpe.

Og brug kopierne til nye projekter. Vil du bruge et foto af dine bedsteforældre i en scrapbook, så print scanningen ud og lim den ind. Originalen er i sikkerhed i det gamle album, og i kopien må du klippe og skrive alt det, du vil.