Hvem er på det gamle foto, og hvornår er det taget?

Alle kender den kasse. Fotos af folk i søndagstøj, et bryllup foran en kirke, en lille dreng på en trehjulet cykel. Ingen har nogensinde skrevet noget på bagsiden, for dengang vidste alle det jo. Hvem der er på billederne, og hvornår de er taget, kan alligevel ofte findes frem. Det kræver lidt detektivarbejde, en lup og først og fremmest de mennesker, der stadig husker det.

Start med familien, og start nu

Den bedste kilde ligger ikke i et arkiv, men ved køkkenbordet. Onkler, tanter, en gammel nabo: De genkender ansigter, huse og begivenheder, som du ikke kender. Den viden forsvinder med dem, og det går hurtigere, end du tror.

Et par ting gør sådan en samtale lettere:

• Tag en lille bunke med, ti eller tyve fotos, ikke hele kassen.
• Vis billederne på papir eller på en tablet, hvor du kan zoome ind. Ældre mennesker genkender ofte først en person, når ansigtet fylder hele skærmen.
• Stil åbne spørgsmål. Ikke kun hvem er det, men også: Hvor var det, hvad blev der fejret, hvem mon tog billedet?
• Skriv alt ned med det samme, også det, der er usikkert. „Sandsynligvis tante Riek, måske hendes søster“ er bedre end ingenting.
• Optag samtalen, hvis alle synes, det er i orden. De historier, der dukker op undervejs, er ofte de mest værdifulde bagefter.

Spørg også forskellige familiemedlemmer hver for sig. Én kender navnene, en anden ved, hvor huset lå. Hvis de siger hinanden imod, så skriv begge versioner ned.

Regn med fødselsår

Ved du, hvem der er på et foto, har du ofte allerede en tidsperiode. Et forlovelsesbillede af en person, der er født i 1925, er nok fra omkring 1940’erne. Et barn, der ser ud til at være omkring seks år, giver et ret præcist bud, hvis du kender fødselsåret.

Det virker også omvendt. Har du et gruppebillede, hvor du genkender én person, så gæt på, hvor gammel vedkommende ser ud. Det giver dig en retning for resten af folkene på billedet: Hvem i familien passer alderen på i netop det øjeblik?

Typen af foto fortæller meget

Vend billedet om, og se på det som en genstand. Format, karton og finish har ændret sig gennem tiden, og det hjælper med at datere det.

• Små portrætter på kraftigt karton, omtrent på størrelse med et visitkort, hører især til anden halvdel af 1800-tallet. Større portrætter på karton, det såkaldte kabinetformat, kom lidt senere og holdt sig til ind i begyndelsen af 1900-tallet.
• Postkortfotos med et adressefelt på bagsiden var populære i de første årtier af 1900-tallet.
• Aftryk med takket kant ser du især omkring 1950’erne og 1960’erne.
• Kvadratiske farvefotos med hvid kant og farver, der er drevet over mod rødt eller orange, peger ofte på 1960’erne og 1970’erne.
• På fotos fra anden halvdel af 1900-tallet står der nogle gange en måned og et år på bagsiden eller i kanten, trykt af det fotolaboratorium, der fremkaldte billedet. Kig godt efter, den tekst er ofte meget lille.

Sådanne kendetegn giver en tidsperiode, ikke en præcis dato. Folk gemte også fotos længe og fik nogle gange gamle portrætter trykt igen. Brug det som et spor sammen med resten.

Fotografen som spor

På gamle atelierportrætter står fotografens navn ofte på forsiden eller bagsiden af kartonen, med by og nogle gange en adresse. Det er guld værd. Fotografer flyttede, gik konkurs eller overdrog deres forretning, og deres adresser skiftede. Ved du, hvornår en fotograf holdt til på en bestemt adresse, ved du også nogenlunde, hvornår billedet er taget.

Den slags oplysninger finder du i gamle adressebøger, annoncer i aviser og nogle gange i oversigter over fotografer, som arkiver eller museer fører. Atelierets beliggenhed fortæller desuden, hvor familien boede eller var på besøg dengang.

Tøj, frisurer og baggrunden

Mode er et kendt spor, men vær forsigtig med det. På landet og blandt ældre mennesker var moden ofte flere år bagud, og søndagstøj blev brugt længe. Tøj giver dig snarere et årti end et bestemt år.

Læg især mærke til ting, der ændrede sig hurtigt: nederdelenes længde, ærmernes form, hatte, frisurer, briller. En lup hjælper. Kig også på baggrunden. Biler, cykler, butiksfacader, gadelygter og reklameskilte er ofte lette at datere. En genkendelig bygning eller gade kan du sammenligne med gamle billeder af stedet i en billeddatabase.

Ved fotos af skoleklasser, foreninger eller sportshold kan det betale sig at se på hvert ansigt med et forstørrelsesglas. Ofte står der et skilt eller en fane et sted med et navn eller et årstal.

Arkiver og aviser

Ved du nogenlunde, hvem det drejer sig om, kan du søge videre i offentlige kilder. I Nederlandene er mange registre over fødsler, ægteskaber og dødsfald digitaliseret og søgbare via sider som WieWasWie og Open Archieven. Her finder du fødselsår, navne på søskende, og hvem der giftede sig med hvem. Nyere attester er endnu ikke offentlige: Fødselsattester bliver det efter 100 år, vielsesattester efter 75 år og dødsattester efter 50 år.

Digitaliserede aviser, som i Delpher, indeholder familieannoncer, forlovelser, jubilæer og referater fra foreninger. En notits om et sølvbryllup kan forklare præcis det billede, du har kigget på i årevis. Søg ikke kun på navn: Tekstgenkendelse i gamle aviser laver fejl, så prøv også varianter af et navn, eller søg på sted og dato.

Glem ikke de lokalarkiver og lokalhistoriske foreninger, der findes der, hvor din familie boede. De har billeddatabaser med gamle fotos af gader og bygninger og nogle gange hele samlinger fra borgeres scrapbooks og albums. Ikke alt ligger online; en mail eller et besøg giver tit mere, end du regner med.

Hvad kan AI?

Mange fotoprogrammer og apps grupperer ansigter automatisk. Det virker også på scanninger af gamle fotos og kan være praktisk: Pludselig ser du, at den samme mand er på tolv billeder i forskellige aldre. Så skal du kun finde ud af én gang, hvem han er.

Der findes også tjenester, der sammenligner ansigter på gamle fotos med andre brugeres billeder, eller som gætter på en alder eller tidsperiode. Se det som et forslag, ikke som et svar. Ansigtsgenkendelse tager fejl ved familiemedlemmer, der ligner hinanden, og endnu oftere ved gamle, uskarpe billeder.

AI kan også farvelægge et foto eller gøre det skarpere. Det ser flot ud, men programmet fylder selv ud, hvad det ikke kan se. En farvelagt frakke viser altså ikke den rigtige farve, og et opfrisket ansigt kan se en smule anderledes ud, end personen gjorde. Gem altid den originale scanning, og brug kun den redigerede version til at kigge på.

Tænk også over, hvad du deler. Ansigtsgenkendelse arbejder med ansigtsdata, og de er følsomme. Familiebilleder, du lægger i en onlinetjeneste, er ikke længere kun dine. Især når det gælder mennesker, der stadig lever, så spørg først, om det er i orden.

Et navn kommer i sidste ende altid fra en hukommelse eller fra papir. AI hjælper dig med at lede, familien og arkiverne giver svaret.

Skriv det ned til dem, der kommer efter dig

Det, du finder ud af, er kun noget værd, hvis det bliver bevaret. Skriv det, så det også kan forstås om halvtreds år.

• Skriv på bagsiden af løse fotos med en blød blyant og let hånd langs kanten. Brug ikke kuglepen eller tusch, det trykker igennem eller smitter af.
• Skriv, hvem der står fra venstre mod højre, med fulde navne, stedet, året eller tidsperioden, og hvordan du ved det: „ifølge onkel Henk“ eller „gættet ud fra tøjet“.
• Lav en enkel liste ved større samlinger med et nummer for hvert foto, hvem der er på det, datoen, fotografen og kilden til dine oplysninger.
• Opbevar samlingen i den rækkefølge, du fik den, eller skriv rækkefølgen ned. Rækkefølgen kan i sig selv betyde noget.

Scanner du billederne, så scan også bagsiden med, og skriv navnene i filnavnet eller i filens beskrivelse. Vil du gemme dem og dele dem med familien, kan en app som Scrappd samle scanningerne med historierne på én hylde.

Og skriv til sidst helt enkelt navnene under billederne i et album eller en scrapbook, med din egen håndskrift. Det er præcis det, der manglede ved billederne i den kasse.