Designprincipper for en scrapbookside, der går op

Du kender det sikkert. Du har fint papir, gode fotos og sød pynt, og alligevel går siden ikke op. Den føles travl, eller tom, eller skæv. Som regel skyldes det ikke dine materialer, men et par designprincipper, der ikke helt sidder, som de skal. Designere og fotografer har brugt dem længe, og de virker lige så godt på en scrapbookside. Når du kender dem, kan du vælge mere bevidst og også se, hvorfor en side ikke fungerer.

Et fokuspunkt: hvor kigger du først

Fokuspunktet er det sted, øjet søger hen til først. På de fleste sider er det hovedfotoet, men det kan også være en titel, et stykke tekst eller et særligt kort. Uden et fokuspunkt flakker øjet rundt og finder ikke ro.

Du skaber et fokuspunkt med nogle få virkemidler:

• Størrelse: det vigtigste element er det største. Et hovedfoto, der er tydeligt større end resten, springer straks i øjnene.
• Kontrast: et lyst foto på en mørk mat, eller omvendt.
• En mat eller ramme: en kant af papir rundt om fotoet.
• Dybde: et foto eller en titel på skumtape kommer bogstaveligt talt frem.
• Pynt: en lille klynge på hjørnet af fotoet trækker øjet derhen.

Faldgruben er, at du spreder virkemidlerne ud over siden. Står det største foto til venstre, den stærkeste farve øverst til højre og mest pynt nederst til højre, har du tre fokuspunkter, der konkurrerer med hinanden. Lad dem samles ét sted. Så ved alle, hvor historien begynder.

Spørg dig selv, før du går i gang, hvad du vil have, at man ser først. Et ansigt, en stemning, en begivenhed? Svaret afgør, hvilket foto der bliver stort, og hvor resten skal placeres rundt om det.

Luft: hvorfor tomrum gør en side stærkere

Luft, eller white space, er hver del af siden, som du bevidst holder fri for fotos, pynt, tekst og travle mønstre. Det behøver ikke være hvidt. Et ensfarvet ark, kraftpapir eller et roligt mønster tæller også.

Den første trang ved et tomt ark er at fylde det ud. Men åben plads giver øjet et sted at hvile og gør det, der faktisk er på siden, vigtigere. Tænk på et fyrtårn på en øde kyst: pladsen omkring det gør det stort.

Luft virker bedst, når du samler elementerne i grupper. Fordeler du fem fotos og ti klistermærker jævnt over siden, er der ingen rigtig plads nogen steder, kun sprækker. Sætter du de samme ting i én blok, opstår der pludselig en stor, rolig flade. Samme materialer, en helt anden side.

Man kan også få for meget. En side med ét lille foto i et hjørne og ellers ingenting føles hurtigt fortabt. Det handler om forholdet. Et anker hjælper: et ark eller en stor mat, som de fleste dele ligger på eller op ad. Ankeret behøver ikke dække det hele, men sørger for, at delene ikke ser ud til at svæve løst på siden.

Tredjedelsreglen

Tredjedelsreglen kommer fra fotografien. Del i tankerne din side op i ni lige store felter med to vandrette og to lodrette linjer. På en side på 30,5 x 30,5 cm (12 x 12 tommer) ligger linjerne altså cirka for hver 10 cm. De fire punkter, hvor linjerne krydser hinanden, er stærke steder for dit fokuspunkt.

Et foto lige i midten virker statisk, som en klods. Skub det lidt til venstre eller højre, så den vigtigste del ligger på et krydspunkt, og siden får bevægelse. På den modsatte side placerer du så noget mindre for at skabe balance.

Et par måder at bruge gitteret på:

• Lad dit hovedfoto fylde fire felter i et hjørne. Resten kommer i de øvrige felter.
• Hold ét felt frit til din titel og tekst. Det rolige felt står i kontrast til den travle del.
• Sæt din titel og en klynge pynt i hver sit modsatte hjørne, for eksempel øverst til venstre og nederst til højre. Så opstår der en diagonal, som trækker øjet hen over siden.
• Brug en vandret række i gitteret som et bånd med en række små fotos fra det samme øjeblik.

Se gitteret som et hjælpemiddel, ikke en lov. Det fjerner gætteriet, men du må altid afvige fra det, hvis fotoet kalder på det.

Den visuelle trekant

Den visuelle trekant er i familie med tredjedelsreglen. Du placerer tre accenter på siden, som tilsammen danner en trekant, med dit fokuspunkt indeni eller på et af hjørnerne. Øjet hopper fra punkt til punkt og bliver på den måde på siden.

De tre accenter kan være klynger af pynt, men også den samme farve tre gange. Et godt trick er at hente en accentfarve fra fotoet, som barnets røde jakke, og lade den farve dukke op to andre steder. Det behøver ikke være en pæn trekant; en skæv virker ofte bedre. Hvordan du bygger sådan en klynge op, og hvor du placerer den, kan du læse i artiklen om embellishments.

Balance mellem tunge og lette elementer

Hver del af din side har en visuel vægt. Tunge er store ting, mørke og stærke farver, travle mønstre og alt, hvad der er tykt. Lette er små ting, bløde farver, ensfarvede flader og tynde linjer.

Der findes tre slags balance:

• Symmetrisk: venstre og højre er nogenlunde ens. Det føles roligt og stabilt, nogle gange lidt formelt.
• Asymmetrisk: den ene side er tungere og opvejes af noget andet på den modsatte side. Det virker mere levende. Et stort foto til højre kan være i balance med en mindre, mørk klynge til venstre.
• Omkring et midtpunkt: alt er samlet omkring ét centralt sted, som eger i et hjul.

Er bunden meget tungere end toppen, så læg et par mindre accenter øverst. Det virker også godt at placere store fotos eller pynt over for hinanden på en diagonal.

Læg også mærke til blikretningen på dit foto. Kigger en person mod højre, så lad der være lidt plads på den side. Placerer du fotoet, så personen kigger væk fra siden, følger læserens øje blikket ud over kanten.

Farve tæller også med. En kendt tommelfingerregel er et forhold på cirka 70, 20 og 10 procent: en stor hovedfarve, ofte en neutral, en mindre sekundær farve og et strejf af accentfarve. Det strejf må gerne være stærkt; netop en lille smule af noget kraftfuldt trækker opmærksomheden derhen, hvor du vil have den.

Gentagelse giver sammenhæng

Gentagelse binder løse dele sammen. Når den samme farve, form, mønster eller det samme materiale dukker op nogle steder, læser øjet siden som én helhed.

Du kan gentage med:

• farve: den samme nuance i matten, i en papirstrimmel og i et klistermærke
• form: cirkler i et mønster, i knapper og i en udstanset cirkel
• linjer: syninger, en stribe washi tape og kanten af et kort i samme retning
• ord: et ord fra titlen, der går igen i din tekst

Gentagelse virker også på tværs af flere sider. De samme bogstaver til titler, det samme datostempel eller den samme farvepalet gør en række løse layouts til én bog. Har du fotos fra forskellige dage, der ikke passer godt sammen, kan det hjælpe at printe dem alle i sort-hvid, eller alle på nær ét.

Et beslægtet princip er justering. Lad kanterne på fotos og blokke flugte, og sørg for, at elementerne rører hinanden eller lige overlapper. Ting, der svæver løst fra hinanden, virker hurtigt tilfældige.

For meget gentagelse gør en side kedelig. Derfor virker en uventet kombination nogle gange rigtig godt: et råt foto med en blød lille blomst, groft pap ved siden af blonder. Kontrast holder øjet vågent, gentagelse holder det hele samlet.

Sådan analyserer du en side, der ikke går op

Når en side ikke føles rigtig, hjælper en fast rækkefølge med at finde årsagen. Læg alt løst ud uden lim, og tag et billede med din telefon. På en lille skærm ser du opbygningen bedre end tæt på. Gå derefter disse spørgsmål igennem.

1. Hvor kigger jeg først? Er det også det, jeg ville? Hvis ikke, sidder dit fokuspunkt det forkerte sted, eller også er det ikke stærkt nok.
2. Er der flere steder, der kræver opmærksomhed? Fjern et af dem, eller gør det mindre.
3. Hvor mange farver ser jeg? Er der flere end tre eller fire, så se, hvilke du kan undvære.
4. Er der en stor, rolig flade? Hvis ikke, så saml delene tættere sammen.
5. Står alt i midten? Skub dit hovedfoto hen på et krydspunkt i gitteret.
6. Tipper siden til den ene side? Læg en lille accent på den lette side, eller flyt noget tungt.
7. Svæver der løse ting? Lad dem røre et anker eller flugte med noget andet.
8. Hvad sker der, hvis jeg fjerner én ting? Ofte er det præcis, hvad siden havde brug for.

Kommer du ikke videre, så prøv at arbejde ud fra en sketch eller en færdig skabelon. Her er principperne allerede brugt, og ved at udelade eller flytte elementer lærer du hurtigt, hvad der gør forskellen. Efter et stykke tid kommer det af sig selv, og du ser allerede, mens du flytter rundt, hvad der ikke går op.