Scrapbogens historie, fra glansbilleder til journals

Når du i dag laver en side med fotos, et kort og et par linjer tekst, gør du noget, mennesker har gjort i århundreder. Det er kun materialerne, der har ændret sig. Scrapbogen har en lang og rodet historie fuld af udklip, billeder, limkrukker og en berømt forfatter, der hadede at klistre.

Hvor ordet kommer fra

En scrap er på engelsk en stump, en rest, noget der bliver tilovers. En scrapbook er altså bogstaveligt en bog med stumper: udklip fra aviser, digte, breve, billeder. På hollandsk talte man bare om en plakboek, en udklipsbog.

I 1800-tallet fik ordet scraps en ny betydning. Sådan kaldte man de udstansede, blankt trykte billeder, man kunne købe løst: engle, blomster, barneansigter, dyr. I Nederlandene kender man dem som glansplaatjes eller poëzieplaatjes, på dansk glansbilleder. En scrapbog var dengang ofte en bog fuld af den slags billeder.

I England var ordet allerede i de første årtier af 1800-tallet så udbredt, at der udkom bøger og blade med scrapbook i titlen, med tips til at samle og ordne sine stumper.

Forløberne

Idéen er ældre end ordet. Efter bogtrykkets opfindelse fik læsekyndige pludselig meget mere tryksag at se. For at holde styr på det skrev de smukke passager, opskrifter og citater af i en commonplace book, en slags personlig opslagsbog. Studerende i Nordeuropa lod venner og lærere skrive og tegne i et venskabsalbum, den fjerne forfader til poesibogen. Familier noterede fødsler og bryllupper på de tomme sider i familiebiblen.

I anden halvdel af 1700-tallet udkom der i England en historiebog af James Granger med tomme sider, så læseren selv kunne klæbe stik ind. Bøger, der blev suppleret på den måde, kom til at hedde grangeriserede bøger. Også det er et lille skridt mod scrapbogen: en trykt bog, du selv gør færdig.

Victorianske udklipsbøger og glansbilleder

Den store opblomstring kom i 1800-tallet, i dronning Victorias tid. To ting gjorde det muligt: papir blev billigere, og en ny trykteknik kom til, kromolitografien. Med den kunne man for første gang trykke farverige billeder i stor skala. Lykønskningskort, reklamekort, cigarmærker og etiketter blev pludselig smukke, og folk syntes, de var for flotte at smide ud.

De farvebilleder endte i udklipsbøger, ved siden af avisudklip, digte, tørrede blomster, stofstykker og håndskrevne noter. Det var især kvinder og børn, der lavede dem. Omkring 1880 var glansbilleder et ægte dille blandt børn. Piger byggede endda hele papirhuse i deres bøger: værelser indrettet med møbler og mennesker, de klippede ud af blade og reklamer.

Også kendte forfattere førte udklipsbøger. Lucy Maud Montgomery, der skrev Anne fra Grønnebakken, klistrede udklip, postkort, stofstykker og tørrede blomster ind i dem. Sådan en bog var ikke en dagbog med hemmeligheder, men en samling af det, nogen syntes var smukt eller vigtigt. Den var beregnet til at blive vist frem.

Mark Twain og hans selvklæbende scrapbog

En af de mest kendte klistrere var Mark Twain, forfatteren til Tom Sawyer. Han klistrede udklip i bøger hele livet, men syntes, besværet med lim var forfærdeligt. Limen var der aldrig, når man skulle bruge den, eller den var tørret ind, eller den fik blækket på avisudklippet til at løbe ud.

Så fandt han på noget bedre. I 1873 fik han patent på en scrapbog, hvor siderne allerede var dækket af et lag gummi, ofte i smalle strimler, præcis brede nok til en avisspalte. Du fugtede gummiet lidt, lagde dit udklip på, og så var det gjort. Han spøgte med, at hans album sparede folk for en masse bandeord.

Albummet blev en stor succes og var til salg i mange år. Af alle de opfindelser, Twain pillede ved, var det ifølge hans biografer den eneste, der faktisk tjente penge til ham. Det viser, at det at klistre allerede dengang var en massehobby.

Hvorfor udklipsbogen siden forsvandt

I slutningen af 1800-tallet kom det håndterlige kamera på markedet. For første gang kunne en almindelig familie selv tage billeder. Fotoalbummet blev populært, og det ændrede udklipsbogen. Fotos overtog siderne, mens breve, kort og udklip forsvandt ned i kasser.

I løbet af 1900-tallet gik den rigt udsmykkede udklipsbog mere og mere af mode. Tilbage blev mest det enkle fotoalbum. Nogle syntes endda, deres gamle udklipsbøger var mindre værd, og smed dem ud. Der blev stadig klistret, men derhjemme, i stilhed, uden butikker eller blade omkring.

Comebacket omkring 1980

Vendepunktet begyndte i slutningen af 1970'erne i USA, med en voksende interesse for slægtsforskning. Folk ville dokumentere deres familiehistorie, med fotos og fortællinger. Omkring 1980 vakte en kvinde fra Utah opsigt med snesevis af hjemmelavede familiealbum, hvor hun kombinerede fotos med tekst og pynt. Hun åbnede en butik specielt til den slags album, og idéen slog an.

I 1980'erne fulgte firmaer, der solgte album og materialer via hjemmedemonstrationer, hvor du også lærte at bygge en side op. Vigtig var erkendelsen af, at billigt papir og lim skader fotos. Syrefrit papir, sikker lim og penne, der ikke falmer, blev den nye standard, ligesom det kvadratiske format på 30,5 × 30,5 cm (12 × 12 tommer).

En industri i 1990'erne

I 1990'erne blev scrapbooking i USA en af de hurtigst voksende hobbyer. Der kom blade, specialbutikker, messer og uendeligt mange nye produkter: designpapir, klistermærker, stempler, embellishments (små pyntedele som knapper og brads). Scrappere mødtes til crops: aftener eller weekender, hvor man sad sammen og lavede sider ved et bord fyldt med ting.

Via de butikker, blade og senere internettet bredte hobbyen sig til Europa, også til Nederlandene og Belgien. Derfor bruger vi stadig så mange engelske ord. Efter den store opblomstring blev der roligere i butikkerne, og en hel del specialbutikker forsvandt igen, men selve hobbyen blev.

Fra digital til journaling

Med digitalkameraet kom også den digitale scrapbog: sider, du laver på computeren med digitalt papir og pynt, og derefter får trykt. Samtidig opstod onlinefora og blogs, hvor scrappere viste deres arbejde frem og udfordrede hinanden med sketches og temaer.

Med sociale medier som Pinterest og Instagram ændrede det sig igen. Der kom nye former til, som ligger tæt på den gamle udklipsbog: junk journalen, lavet af papirrester, art journalen og bullet journalen. Mange opdagede det at klistre via en pyntet planner og ikke via et fotoalbum. På en måde er hobbyen dermed vendt tilbage til sin begyndelse: en bog fuld af stumper, billeder og egne ord.

Hvorfor historikere længe overså scrapbøger

Længe blev scrapbøger ikke taget alvorligt. De blev set som tidsfordriv for kvinder og børn, lavet af tryksager, man smider ud: kort, reklamer, udklip. Arkiverne vidste heller ikke rigtig, hvad de skulle stille op med dem. En udklipsbog er svær at bevare, med skrøbeligt papir, forskellige materialer blandet sammen, lim, der slipper eller misfarves, og rygge, der buler ud. Desuden passer de ikke ind i nogen kasse: ikke et brev, ikke en bog, ikke en fotosamling.

Det billede har ændret sig. Historikere, bibliotekarer og konservatorer ser nu, at udklipsbøger viser noget, som officielle kilder mangler: hvordan almindelige mennesker levede, hvad de syntes var smukt, hvilke forestillinger de så, og hvem de elskede. Navne og datoer bag på fotos hjælper med slægtsforskning, og et foto af en gade viser, hvordan den så ud, før den blev asfalteret. Også rækkefølgen og sammensætningen af sådan en bog fortæller noget, og derfor bevarer museer dem helst samlet.

Hvad det betyder for din bog

Den bog, du laver nu, bliver om hundrede år selv et stykke historie. Et par ting hjælper på vejen:

• Klistr ikke kun fotos ind, men også ægte ting: en billet, et fødselskort, en invitation.
• Skriv, hvem, hvad, hvor og hvornår. Et foto uden navne er en gåde for næste generation.
• Skriv i hånden. Dine børnebørn genkender senere din håndskrift på andre papirer.
• Vælg materialer, der holder, så dine sider ikke går i opløsning som mange gamle udklipsbøger.

Vil du være sikker på, at din bog ikke går tabt, så scan den også. Så bliver den gemt, også hvis papiret en dag giver op.