Scrapbooking ved sorg og tab

At savne nogen er ikke noget, man løser. Men der er noget, du kan gøre med hænderne, med billederne i skoæsken og kortene i vindueskarmen. For mange scrappere er et mindealbum en måde at blive tæt på. Ikke for at få sorgen væk, men for at give den en plads.

Hvorfor et album kan hjælpe

Når man sørger, leder man tit efter noget at gøre. At lave en bog med personlige ting fra en person kan være sådan et ritual. Mange vil gerne gøre det selv, og det hjælper især, hvis du har svært ved at finde ord for det, du føler. Også børn kan have glæde af det: De kan klistre og vælge, selv når det endnu er svært at tale.

Mange scrappere fortæller, at sorgen ændrer sig, mens de arbejder. Du kigger på et billede, og historierne kommer tilbage som små film i hovedet. Nogle gange føles det mere som et besøg end som et farvel. Det sker ikke den første dag og heller ikke for alle.

Der findes ikke et rigtigt tidspunkt at begynde. Nogle laver en lille bog til familien inden for få uger, andre tager først billederne op af skuffen efter et år eller senere. Begynd, når du mærker, at du længes efter det, ikke fordi du burde. Og hold bare fri en eftermiddag, hvis det bliver for meget. Albummet venter.

Først samle, så klistre

Det begynder ikke med papir, men med et bord fyldt med ting. Læg alt sammen, du kan finde: aftryk, dias, billeder på telefoner, breve, et kort med en håndskrift, en kvittering fra en sidste tur ud. Du behøver ikke vælge noget endnu.

Gør det sammen med familien, hvis du kan. En bror kan huske, hvordan den ene ferie gik, en tante har gamle billeder, du aldrig har set. Når I kigger billeder sammen, supplerer I hinandens historier. Skriv historierne ned med det samme, også selvom det er på en konvolut. Detaljer forsvinder hurtigere, end du tror.

Et par ting, der hjælper, når du sorterer:

• Læg billederne i bunker efter periode eller tema, som barndommen, huset, haven, ferier, børnebørnene.
• Bed familiemedlemmer om at lægge digitale billeder og scanninger i én mappe, så intet bliver væk.
• Få gamle dias, videoer eller kassettebånd digitaliseret. At høre en stemme eller et grin igen kan betyde meget, og så kan alle få en kopi.
• Brug kopier af billeder, der kun findes i ét aftryk. Så tør du klippe uden dårlig samvittighed, og originalen er i sikkerhed.

Når bunkerne ligger der, kan du tit selv se, hvilken historie du vil fortælle. En tidslinje over et helt liv eller netop en lille bog om de ting, en person holdt af, som havet, køkkenhaven eller cyklingen. En klar idé, før du begynder, gør, at du ikke farer vild i hundredvis af billeder.

Slørede, dobbelte og mislykkede billeder

I et almindeligt album er reglen enkel: Spring slørede og dobbelte billeder over, og vælg de bedste. I et mindealbum er det anderledes. Et uskarpt billede kan være det eneste, hvor nogen smiler, som de altid smilede. Det smider du ikke ud.

Et par spørgsmål, der hjælper dig med at beslutte:

• Er det det eneste billede af det øjeblik eller af den person? Så beholder du det, uanset hvor skævt eller sløret det er.
• Ligner fem billeder hinanden meget? Vælg det skarpeste til siden, og gem resten i en æske eller mappe.
• Viser et billede mest en ryg, en skulder eller et stykke bord? Som et lille aftryk eller som baggrund kan det stadig få en plads.

Et sløret billede falder mindre i øjnene, hvis du printer det mindre. Du kan også lægge det i en lille konvolut eller bag en flap, som noget man først ser, når man leder. Det, der ikke kommer i albummet, er ikke væk. Det ligger bare et andet sted.

Kondolencekort, breve og andre minder

Efter et dødsfald kommer der kort, breve, en dødsannonce, en salmeseddel eller et mindekort og måske et bånd fra en buket. Også ting fra personen selv kan komme med: en indkøbsseddel med hans håndskrift, en opskrift, et kort han engang sendte dig.

Lad helst være med at klistre de ting fast. Brug små konvolutter, lommer eller fotohjørner, så du senere stadig kan åbne et kort og læse det. Et album med flapper, lommer og sider, der kan foldes ud, giver god plads til det. Tykke ting hører hjemme i en lomme; tving ikke albummet til at lukke.

Pas på med kvitteringer og billetter på termopapir: Teksten blegner med tiden. Tag et billede eller en scanning, mens den stadig kan læses. Det gælder også alt, der er skrøbeligt, som en tørret lille blomst fra begravelsen. Så kan du bruge en kopi på siden og gemme originalen for sig.

Der kommer tit flere kort, end du har plads til. Vælg nogle få, der rørte dig, og gem resten samlet i en æske. En enkelt sætning fra et kort kan også komme på siden, skrevet af med din egen håndskrift.

At skrive, når det er svært

For mange er skrivningen den tungeste del. Billederne går nok, men hvad skal der stå ved dem? Begynd i det små. Et navn, et årstal og et sted er nok til, at man senere kan placere et billede.

Har du mere på hjerte, men kan du ikke få det i flotte sætninger, så prøv en af disse former:

• En liste. Hvad han altid sagde, hvad der lå i hans jakkelomme, hvad hun grinede højest af.
• Et minde i tre sætninger: Hvor var det, hvad skete der, hvad følte du.
• En side med kun tekst, uden billede. Netop den slags sider bliver tit de fineste senere.
• Et brev til den, der ikke er her mere.
• Et stykke i den andens stemme: Hvad ville han sige, hvis han så dette billede? Nogle scrappere gør det for et kæledyr, der ikke er her mere, og oplever det som en trøst.

Er noget for personligt til alles øjne, så skriv det på et lille kort, der forsvinder i en konvolut eller bag en flap. Det står i bogen, men ikke åbent på bordet. Og skriv gerne i hånden, også selvom du ikke synes, din håndskrift er pæn. Netop den håndskrift bliver noget særligt senere.

Et album, familien kan gemme

Et mindealbum bliver tit taget frem, bladret i og givet videre. Tag højde for det. Et roligt, solidt omslag holder længere end et omslag fyldt med løs pynt. Indeni kan du vise mere, men sørg for, at intet nemt knækker af eller hænger fast.

Brug materialer, der er beregnet til billeder: syrefrit papir og fotosikker lim eller fotohjørner. Så falmer billeder og kort mindre. Sidelommer beskytter siderne mod fingre og spild.

Vil flere gerne have et album? Så behøver ikke alle at få en unik håndlavet bog. Et par muligheder:

• Lav ét album i papir, og få desuden trykt en fotobog af scanningerne til brødre, søstre og børnebørn.
• Lav en lille bog eller en dåse med en håndfuld billeder til hver, og behold selv det store album.
• Læg de digitale billeder, scanninger og optagelser et sted, hvor hele familien kan komme til dem.

Et scannet album kan du også gemme privat med Scrappd og dele med dem, du vil, så familie langt væk kan bladre i det.

Giv dig tid

Et mindealbum behøver ikke være færdigt på en måned. Mange scrappere arbejder på det af og til, nogle gange i årevis. Lad tomme sider stå til billeder, der dukker op senere, eller til historier, du først hører til en fødselsdag.

Og vil du ikke gøre det alene, så inviter nogen til at klistre med. Sammen ved bordet, med en kop kaffe og en bunke billeder, kommer historierne af sig selv.